Update - Det ikke nemt!

Jeg har virkelig brug for at komme ud med nogle ting og ved virkelig ikke om jeg skulle udgive dette indlæg eller ej, men jeg har valgt at gøre det.

Jeg har fat en del nedture oplevelse på det sidste og nogle af dem har også indholdt nogle virkelig grimme episoder.

Det første aflever der er sket, at jeg detsvære blev uvenner med en af mine gode venner før jul, jeg vil ikke fortælle hvad der er sket, fordi at jeg ikke har lyst til at udstille hende, og det føler jeg at jeg gøre, bare ved at skrive om episoden også selvom jeg ikke nævner navne.
Hele den her epsiode, som jeg slet ikke er kommet over og ikke ved hvordan jeg skal komme over, har virkelig kørt psykisk på mig og føler virkelig det svært at komme oven på igen. Det er i helhed blevet en del bedre, men jeg lang fra at have det godt, jeg er endt hos skole psykologen og lige som det ser ud nu, så tro jeg ÆRLIGT på ikke at det kan hjælpe mig.

Jeg kan mærke at jeg mere og mere føler at jeg fanger mig selv i at være i min fantasi verden, normalt brugt jeg den mest bruger jeg den kun når jeg skal sove, fordi jeg nogle gange kan få de grimmeste tanker inde jeg skal sove, så det meget bedre at gå hen til et bedre sted, end at kæmpe om at komme tilbage, jeg har opdaget at selvom jeg er blandt folk fra endte min klasse eller andre venner fra mit gym, at jeg flere gange bare har en tildens til at ryge ind i min fantasi verden. Det er blevet så slemt at jeg nogle gange følger at jeg VIRKELIG ikke ved hvad der er virkelighed eller hvad bare er min fantasi. Jeg følger mig kort sagt ikke tilpas i den virkelig verden mere.

Jeg ved godt jeg ikke kan give skylde på andre for at jeg er ustabil, at jeg ikke er rask og hvem ved, måske bliver jeg det aldrig. Jeg vælger at prøve at accepter det, prøver at komme afsted til tiden i skole, prøver at være social uden at min fantasi verden blander sig. Jeg prøver bare at gøre det der får mig til at smile, for det ærlig det eneste der for mig til at glemme at jeg alene og sårbar.

Det har også hjulpet at jeg kan kige på min tattoværing, fordi jeg husker hvor stærk min mormor var. Jeg har fået lavet den med hendes fødselsdag i romertal, så hun altid med mig. Min mormor er virkelig et forbillede for mig, sær når verden ser sort ud.
"Jeg er da ikke syg, jeg har ikke kræft, det skal bare gås væk" Noget i den stil var virkelig noget hun sagde, og ja, nogle gange skal man bare have fødderne igang(ikke bogstaveligt) og bare virkelig prøve at komme frem af.

Jeg er perfekt som jeg og jeg har en masse gode mennesker som vil mig det godt.